EN MESSE FOR KROP, LYD & LANDSKAB

En Messe for Krop, Lyd & Landskab er et stedsspecifikt bevægelses- og lydværk skabt til Hospice. Værket er en aktivering af det omkringliggende landskab, hvor dansernes cykliske bevægelser har en meditativ og transformerende virkning på beskueren – en messe. En Messe for Krop, Lyd & Landskab er inspireret af Inger Christensens sonetkrans Sommerfugledalen. Koreografien og kompositionen er inspireret af digtsamlingens cykliske og gentagende form.

Værket er en meditation over den cykliske forbundethed i alt, og væver mennesket sammen med naturen. En Messe for Krop, Lyd & Landskab ønsker at være et sanseligt minde hos de pårørende. En Messe for Krop, Lyd & Landskab er et værk der skaber synergi mellem kunst, naturen og medmenneskelighed. Gennem kunst skabes meningsfulde oplevelser, som kan gøre en social forskel, også ved livets yderpunkter.

Det er projektets ambition at skabe et æstetisk refleksionsrum både for indlagte, pårørende og plejepersonalet. Værket er desuden åbent for offentligheden.

Værket blev skabt til Hospice Anker Fjord i Vestjylland i 2020–2021. I 2023/2024 skal værket transformeres til visning på Hospice Svanevig på Lolland, Hospice Djursland på Syddjurs, og Hospice Gudenå i Midtjylland.

Den fremtidige vision er, at værket skal udbredes til alle hospicer i Danmark.


credits

  • Koncept, iscenesættelse & koreografi: Naya Moll
  • Dans og koreografi: Karin Bergman, Marlene Bonnesen, Emilie Gregersen, Amalia Kasakove & Anna Lea Ourø
  • Musikkomposition: Karis Zidore
  • Kostumer: Lise Marie Birch & Tytti Hongisto

  • Projektet er støttet af: Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, William Demant Fonden, Ringkøbing-Skjern Kommune, Dansk Skuespillerforbunds Projektstøtteudvalg & Slots- og Kulturstyrelsen